Sådan forlænger du holdbarheden på dine hudplejeprodukter
Tidligere var holdbarheden på hudplejeprodukter op til 5 år for visse produkter. I dag er den ofte mellem 6 og 12 måneder. Udviklingen skyldes, at man er blevet langt mere bevidst om de sundhedsmæssige problematikker, der ligger i konserveringen af de ting, vi smører på os selv.
Det er nemlig ikke uden problemer, at et skønhedsprodukt har en holdbarhed på op til 5 år – for den slags kan ikke lade sig gøre uden tilsætning af konserveringsmidler. Den hidtil mest udbredte type af konserveringsmidler til skønhedsprodukter er parabener – og, som de fleste af os efterhånden har forstået, så er parabener værd at gå i en stor bue udenom.
I virkeligheden er parabener dog ikke rigtig noget problem i modsætning til nyere konserveringsmidler, som man ikke kender langtidseffekterne af. Et eksempel herpå er MI, der tidligere på året blev forbudt af EU, når det indgår i de såkaldte ”leave on”-produkter, som de fleste hudplejeprodukter er. Læs mere om det her.
Derfor er holdbarheden så kort
Når man i dag har valgt at forkorte holdbarheden på skønhedsprodukter, er det jo ikke fordi, det ikke er smart, at tingene kan holde længe, men fordi det kræver en højere koncentration af tilsætningsstofferne, der konserverer produkterne.
I dag tillader hverken EU eller Danmark så høje koncentrationer af hverken parabener eller nogen andre, nyere former for konservering, at det kan lade sig gøre at give produkterne så lang holdbarhed. Ud fra en filosofi om, at man formodentlig når at bruge sine cremer inden 5 år alligevel, giver det måske også fin mening, at man ikke over-konserverer produkterne.
I stedet må man, som forbruger, selv være opmærksom på sine produkters holdbarhed. Man kan ikke gøre meget for at forlænge holdbarheden ud over de 6-12 måneders holdbarhed, de har. Men man kan undlade at forkorte deres levetid. Det gør man ved at behandle produkterne på den bedste måde.
Sådan forlænger du skønhedsprodukternes levetid
Ved at passe rigtigt på sine produkter, kan man forlænge produkternes holdbarhed og ikke mindst vedligeholde deres kvalitet. Der sker nemlig to ting, når man fx glemmer at putte låget tilbage på bøtten med ansigtscreme:
- Aktive ingredienser påvirkes
- Bakterievæksten øges
Begge dele bevirker, at holdbarheden forkortes, og at kvaliteten forringes. Med kvaliteten menes der den effekt, man som forbruger får ud af at bruge produktet. Både i forhold til, om produkt virker efter hensigten (fx beskytter mod solen) og om produktet er godt at bruge.
Produktet holder nemlig op med at være sundt, når bakterievæksten overstiger en vis grænse. Det hænger nøje sammen med produktets holdbarhed, for den er nemlig sat efter, hvor længe produktet kan holdes ”fri” for bakterier – eller at grænsen ikke nås.
Sørg derfor for at:
- Få sat låg på alle dine cremer og øvrige produkter, når du er færdig med at bruge dem.
- Opbevar dem køligt og mørkt
- Lad være med at have en creme eller læbepomade liggende i bilen, hvor den bliver opvarmet gentagent
- Vask hænder, før du bruger creme fra en bøtte, hvor du bruger fingeren til at tage cremen med.
Pres producenterne til at øge holdbarheden
Producenterne af skønhedsprodukter er underlagt stramme regler fra både EU’s lovgivning og Danmarks egen. Vælger man svanemærkede eller Astma og Allergi Deklarerede produkter er kravene endnu strammere. Derfor er der ikke meget, producenterne kan gøre for at forlænge produkterne rent kemisk.
Til gengæld kan du, som forbruger, vælge at købe dine produkter i den bedst egnede emballage. Du er nemlig, groft sagt, langt hen ad vejen selv skyld i, at dine produkter ikke er gode at bruge så længe. Når du køber cremer i bøtter, bliver de simpelthen udsat for en masse bakterier og ilt, som forringer produktets kvalitet.
Uanset om du altid husker at vaske fingre, før du stikker din finger ned i ansigtscremen, vil der altid være nogle bakterier, der overføres til cremen. De bliver gerne i cremen, der jo ikke længere er tilsat helt så kraftige konserveringsmidler, og derfor har bakterierne fået bedre vækstbetingelser end hidtil.
Står cremen tilmed lidt lunt og fugtigt ude på badeværelset, vil bakterierne kun have endnu nemmere spil. I sidste ende står du med en creme, som faktisk ikke rigtig gør noget godt for din hud, selvom den har et halvt års holdbarhed endnu.
Vælg derfor altid cremer, der kommer i pumper. Pumper er den bedste og mest hygiejniske emballage til skønhedsprodukter, da de er lufttætte og ofte ugennemsigtige. Jo flere, der vælger pumper, desto nemmere tilgængelige vil de også blive, idet producenterne vil være mere tilbøjelige til at producere dem.
Ekstra tip: De fleste af de lækre hudplejeprodukter fra Dermalogica kommer faktisk i pumper!